Billeder

Så det lykkedes os endeligt at få taget nogle billeder til vores julekort. Efter at have prøvet i 2 uger (enten var Andrew for træt, gæster dukkede op, eller det var for sent før vi kunne gøre det). Men puuuhhaaa det er anderledes med en tre-årig i billedet. På et tidspunkt sagde Zac, at det her billede skulle på facebook - og så begyndte Andrew at gentage det, og det fik alle til at grine, og jeg skyndte mig at snuppe et billede.

Mit ynglings billede fra hele aftenen

Blair fodrede børnene (specielt Andrew - men så skulle de andre jo også have) m&m's ind imellem for at holde dem/ham i ro.

Sådan holdes de alle i ro

Vi fik endda lavet et billede af mor og far..... jeg tror det var Zac, der tog det.

Og så selvfølgelig et af hele familien.....

Ja, jeg ved godt, at det er skævt......Øv altså.....

Men der er vi så allsammen.....selvfølgelig har vi jo 3 extra børn lige nu, men dem kan vi jo ikke vise på internettet. 

Vi ønsker jer alle en glædelig jul samt et godt nytår.

Life with Anpoo

Anpoo

 Nu har vi haft lidt tid siden beseglingen, og livet er ved at blive lidt mere normalt..... Andrew viser os konstant hans personlighed. Vi ved, at han mor ikke tog sig meget af ham som baby, og at han sikkert ikke fik lov til at gå på opdagelse og gøre ret meget. Det tager han revange for nu! Blair syntes at han skulle starte sin egen blog om Andrew eller Anpoo som han kalder sig selv. Den er på engelsk, og da det er svært for nogle af jer at læse, oversætter jeg hans posts her på bloggen.,


I begyndelsen...

For lidt over et år siden, kom vores yngste søn uforventet ind i vores liv. Han var 19 måneder gammel. Det var meningen det kun skulle vare nogle få måneder, men det blev til et år, fyldt med sjove, spændende og skøre tider.
Vi adopterede ham for to måneder siden and besluttede os for at give ham navnet Andrew. Efter vi fortalte ham, hvad hans nye navn var, sagde han til alle: "Mit navn er Anpoo!" Det var alt vi havde brug for. Det øgenavn sidder fast. Og med det blev vi atter forældre til et lille barn. Indtil da, troede vi at resten af vores tid med børn hjemme, ville være fyldt med, kørekort, kærester, danse og masser af penge til at betale for universitets studierne. Vi gik fra spejder lejr og APUP, til børnehaveklasse og beskidte bleer. Vi har dog fundet nogle gode sammenligninger mellem teenageren og små børn, som når den lille siger : "det vil jeg ikke", lyder utrolig meget som : "det vil jeg alstså ikke gøre...." fra teenagerens mund. Nogle ting ændrer sig aldrig.

Beseglet

D. 18 August 2010, blev Andrew beseglet til os. Det var endnu en stor dag for os. Vi var så spændte allesammen. De ældste fire var i stand til at komme med i templet. De skulle have en speciel tempel andbefaling, som skulle underskrives af biskoppen og stavspræsidenten.

Andrew, lige før vi gik ud af døren.

Vi havde fået at vide, at de fire ældre børn ikke behøvede at have hvidt tøj på, da de kun skulle være vidner. Da vi kom der, spurgte de, om vi ville have dem i hvidt tøj. De sagde, at det er virkeligt et flot syn at kigge ind i spejlende mens vi alle var klædt i hvidt. Det ville vi selvfølgelig gerne. Og det VAR et flot syn. Jeg ville ønske jeg kunne vise det til jer - men det her må være det næst bedste :) Ikke så let at få alle til at se på kameraet på samme tid. :)


Først sådan her.....

så prøver vi igen.....

åhhhh Sabrina, hvad laver du?......

....endelig, det var det bedste det kunne blive med alle så fuld af energi......

Så kom den store dag.....den første af dem. Vi skulle i retten for at adoptere Andrew. Vi var rimelig spændte. Et af børnene havde fortalt Andrew, at dommeren ville gøre ham til en "real Reyes" (en rigtig Reyes), så den sidste måned eller halvanden, har vi hver dag hørt: "Dommeren gør mig til en rigtig Reyes", mindst et par gange om dagen. Endelig kom dagen d. 5 August.

Vores advokat (Frank) snakkede med os lidt før vi gik ind til dommeren. Han sagde at han ville spørge om hvordan vores forhold er til Andrew, og nogle spørgsmål om, hvor vi bor og vores alder :( . Da han senere i retten spurgte om hvor gammel jeg var, sagde han med det samme undskyld for det :)

Hvordan beskriver man et forhold til et barn vi først troede kun ville være hos os nogle få måneder? Men som nu har været her næsten 15 måneder - hvor vi har taget os af ham og

skiftet bleer på,

givet bad,

lavet mad til,

vasket tøj for,

læst bøger til,

krammet og knuset,

holdt når han har slået sig,

læst skrifter med,

sunget sange til, og lært sange (læs: teenagere har lært ham alverdens sange, som ikke lige er børnesange, men deres sange),

lært ham at sige sine egne bønner (nu vil han ikke gå i seng før han har sagt sine bønner)

lært ham at tale,

lært ham at give knusere,

hjælpe ham til at forstå nogle af de ting der sker i hans liv,

lært ham (næsten) at gå på toilettet,

holdt ham når han var syg,

lært ham at sige: jeg elsker dig,

sige til ham 10+ gange at han skal gå i seng om aftenen,

og så.....

savne ham når han tager sin lur,

grine af de ting han siger,

få tårer i øjnene af de ting han siger (på vej til templet igår siger han: "skal vi i templet for MIG?" "Ja, den her gang er det for dig" siger Blair........åhhh tak far, lyder det bag fra.

lære ham at hviske under nadvermødet.....,og ikke råbe "Hej Zac" og vinke, når han ser Zac dele nadveren ud eller velsigne den....,

Ja, hvordan forklarer man hvor meget man er kommet til at elske denne lille fyr som kom ind i vores liv så pludseligt.

Blair skulle heldigvis først, så det gav mig tid til at få følelserne lidt i check, men ikke for Blair, så tårene strømmede ned af hans kinder, mens han forklarede hvor meget han holder af sin lille nye søn.

Børnenes advokat, bad dommeren om at erklære Andrew "a real Reyes", hvilket hun gjorde. Derefter kom han op på hendes skød, og hun gav ham en lille bamse, som han på vej hjem navngav : Judge (dommer), så nu spørger han tit om "hvor er Judge bear?"

Hele familien fik lov til at gå op bag dommerstolen og stille op til et billede. Det var rigtigt sjovt. Bagefter gik vi ud og spiste som familie, og han blev ved med at spørge:"Er jeg nu en rigtig Reyes?"

Jeg ved godt, at han ikke kan forstå det fulde omfang af hvad der er sket, men et eller andet har han forstået. Han er lidt mere rolig nu.....det er svært at forklare men på et eller ande plan har han forstået at nu skal han ikke flytte mere. Han er vores.

Timmy og Andres

Så den her dag, bestemte Timmy sig for at putte deodorant på! Det må man jo når alle ens ældre søskende gør det. Det så Andres selvfølgelig og ville også være med, og hvem bedre til at lære ham om brugen af deodoranter end Timmy......han er jo så erfaren. Her er nogle billeder jeg tog mens det stod på. Andres har ikke helt fundet ud af hvor deodoranten går, men de havde det da sjovt!

Kreative Timmy

Ville bare lige vise en af Timmy´s kreativiteter. Selv da han var helt lille, kunne vi bare give ham lidt snor, tape, papir og en børne saks. Så sad han der i rigtig lang tid og passede sig selv. Det har kostet en hel del tape over årene......:) Sommetider blev vi nødt til at gemme tapen, så han ikke kunne finde den, hvis vi ville have noget vi kunne bruge.

Den her dag, gik han ned og tog noget af mit papir.....ikke den bedste ide.....og lavede et ildsted ud af det. Hvis I ser efter har han endda små gløder der hænger over gryden. Skør knægt!

Jessica fylder 14

Jessica fyldte 14, og vi havde en familie fødselsdagsfest for hende. Jeg havde glemt at købe tallet 4 lys, så Timmy fandt hurtigt en løsning. Han brugte nemlig tandstikkere til at lave et plus mellem 12 og 2. Han er virkelig kreativ.

Jessica var meget spændt på at rykke op i unge piger. Hun havde lige et par måneder med Sabrina i Bikubepige klassen, og nu er hun videre..... Hun elsker stadig at være i skuespil. De tre ældste er lige nu i et skuespil som staven laver. Det er rigtigt godt.

Hun elsker at have lilla eller pink neglelak på, og elsker at købe nyt tøj.......ja en rigtig pige.... Hun elsker også make-up, og en gang imellem må vi lige trække hende lidt i land igen.

En ganske almindelig søndag aften

Det var bare en ganske almindelig søndag aften. Jeg syntes det ville være rart med en flæskesteg.....denne gang uden svær for ellers skal jeg have den fra Californien. Blair ville have brunede kartofler til, så det fik vi også. Til dessert lavede vi Flemmings Drømmekage mmmmm. I kan se, at Blair dækkede bord. Han ville have en dug, og åbenbart var fødselsdagsdugen nærmest. Ja, ja, men i det mindste satte han bordet :)

Det ser så fredeligt ud da vi sidder ved bordet, men lige før vi skulle spise, rendte Sabrina, Jessica, Timothy, Julius og Andres rundt med "kapper" på og legede superhelte....... Ikke helt den stille og rolige søndag vi håbede på :-) Anisia er hos hendes nye famile her i weekenden. Hun flytter sikkert i løbet af de næste par uger. Det er aligevel utroligt hvor meget mere roligt der er når bare en mangler. Vi kommer sikkert til at savne hende når hun flytter. Hun er for det meste rimelig nem.

Zac, Jessie og Sabrina "auditioned" igår til et skuespil som vores stav opfører. Zac gav den rigtig gas, og de sagde til ham han skulle tage til Hollywood. Vi håber vi hører noget om et par dage.

Jeg har lagt nogle billeder ud - også nogen af vores plejebørn. På grund af det har jeg lavet denne blog privat. Hvis der er nogen der vil se den, kan I bare sende en email, og jeg kan tilføje jer. I kan også kommentere på disse indlæg, så jeg håber dette kan hjælpe med at holde kontakten ved lige.

Here we go!

Trying this out..... I will try to keep family and friends updated on our life through this blog. I will post more soon, for right now, I need to get to work. Only one kid home..... might still be hard since it's the two year old..... but I'm going to try!