Så kom den store dag.....den første af dem. Vi skulle i retten for at adoptere Andrew. Vi var rimelig spændte. Et af børnene havde fortalt Andrew, at dommeren ville gøre ham til en "real Reyes" (en rigtig Reyes), så den sidste måned eller halvanden, har vi hver dag hørt: "Dommeren gør mig til en rigtig Reyes", mindst et par gange om dagen. Endelig kom dagen d. 5 August.
Vores advokat (Frank) snakkede med os lidt før vi gik ind til dommeren. Han sagde at han ville spørge om hvordan vores forhold er til Andrew, og nogle spørgsmål om, hvor vi bor og vores alder :( . Da han senere i retten spurgte om hvor gammel jeg var, sagde han med det samme undskyld for det :)
Hvordan beskriver man et forhold til et barn vi først troede kun ville være hos os nogle få måneder? Men som nu har været her næsten 15 måneder - hvor vi har taget os af ham og
skiftet bleer på,
givet bad,
lavet mad til,
vasket tøj for,
læst bøger til,
krammet og knuset,
holdt når han har slået sig,
læst skrifter med,
sunget sange til, og lært sange (læs: teenagere har lært ham alverdens sange, som ikke lige er børnesange, men deres sange),
lært ham at sige sine egne bønner (nu vil han ikke gå i seng før han har sagt sine bønner)
lært ham at tale,
lært ham at give knusere,
hjælpe ham til at forstå nogle af de ting der sker i hans liv,
lært ham (næsten) at gå på toilettet,
holdt ham når han var syg,
lært ham at sige: jeg elsker dig,
sige til ham 10+ gange at han skal gå i seng om aftenen,
og så.....
savne ham når han tager sin lur,
grine af de ting han siger,
få tårer i øjnene af de ting han siger (på vej til templet igår siger han: "skal vi i templet for MIG?" "Ja, den her gang er det for dig" siger Blair........åhhh tak far, lyder det bag fra.
lære ham at hviske under nadvermødet.....,og ikke råbe "Hej Zac" og vinke, når han ser Zac dele nadveren ud eller velsigne den....,
Ja, hvordan forklarer man hvor meget man er kommet til at elske denne lille fyr som kom ind i vores liv så pludseligt.
Blair skulle heldigvis først, så det gav mig tid til at få følelserne lidt i check, men ikke for Blair, så tårene strømmede ned af hans kinder, mens han forklarede hvor meget han holder af sin lille nye søn.
Børnenes advokat, bad dommeren om at erklære Andrew "a real Reyes", hvilket hun gjorde. Derefter kom han op på hendes skød, og hun gav ham en lille bamse, som han på vej hjem navngav : Judge (dommer), så nu spørger han tit om "hvor er Judge bear?"
Hele familien fik lov til at gå op bag dommerstolen og stille op til et billede. Det var rigtigt sjovt. Bagefter gik vi ud og spiste som familie, og han blev ved med at spørge:"Er jeg nu en rigtig Reyes?"
Jeg ved godt, at han ikke kan forstå det fulde omfang af hvad der er sket, men et eller andet har han forstået. Han er lidt mere rolig nu.....det er svært at forklare men på et eller ande plan har han forstået at nu skal han ikke flytte mere. Han er vores.
